logo

Opera 2011

Carmen på Drakamöllan

Allerede midsommerdagens forestilling - den første af to - lokkede så mange gæster til Drakamöllan, at de stort set kunne fylde hele Offerlunden. I løbet af to dage nåede vi op på 1366 gæster.

Strålende sang

I Guido Paevatalus tolkning af Carmen var handlingen flyttet til revolutionens Cuba. Det var tydeligt allerede under den flamencoinfluerede ouverture, som vores trofaste kapelmester, Torben Petersen, havde skrevet.

Der var ingen grænser for de rosende ord til sangerne. En af anmelderne skrev om Andrea Pellegrini, at hun gav et overbevisende bud på Carmens opfattelse af kærligheden. Og for alle os iblandt publikum var hun ganske enkelt Carmen gennem hele sin vidunderlige udstråling.

 

Også Niels Jørgen Riis, som for første gang sang rollen som Don José, høstede masser af ros– ikke mindst for sin blomsterarie. Snart kan vi opleve ham i samme rolle på Operaen i København.

Anne Margrethe Dahl stod for forestillingens vokale højdepunkt i rollen som Michaëla, da hun i sidste akt gør et sidste forsøg på at vinde Don José tilbage. Vi vil sent glemme hendes blå gummistøvler!

Operabokse på gårdens plæne

I pausen var gårdens plæne fuld af langborde, der var dækket med frokostbokse, som mindede om hvide blomster, og i bakkerne stod picknick-kurvene tæt mellem hinanden, mens champagnen boblede i strømmevis.